Bo på Campus under din uddannelse
Med en drøm om at blive professionel fodboldspiller i bagagen er Christian Jensen fra Varde flyttet til Grenaa for at kunne dyrke sin sport på et højt niveau og samtidigt få sig en uddannelse. På Campus Djursland bor man et stenkast fra grønsværen og dør om dør med kammeraterne i et miljø, som både giver mere selvstændighed og venner for livet.
Christian Jensen går på HHX i Grenaa på studieretningen Global med afsætning og international økonomi på A-niveau, og så spiller han på Brazil Football College. Christian har spillet fodbold siden han var tre år gammel og drømmer om at blive professionel fodboldspiller. Han håber at årene på Brazil Football College kan skubbe ham i den rigtige retning, og give ham muligheden for at nå sit højeste niveau.
Det var hovedsageligt fodbolden, som trak Christian til Grenaa, og det var anbefalingen fra storebroren Oliver, som gjorde udslaget. Christian tog til Grenaa med forventningen om at få sig en på opleveren, at blive en dygtigere fodboldspiller og blive mere selvstændig. Og det har ikke skuffet.
Man lærer at klare sig selv
- Den første uge var meget hektisk, siger Christian, da han husker tilbage til den første tid på Campus Djursland.
Han havde ikke gået på efterskole, så det var første gang, at han skulle prøve at bo alene, med alt det der følger med. Selvom alle måltider er med i prisen, så er der alligevel meget, man pludselig skal tænke på, når ens forældre ikke er der til at hjælpe.
- Der var meget nyt at vænne sig til, og der var mange ting, som man skulle klare selv, som f.eks. at vaske tøj. Alt var nyt, men der gik hurtigt rutine i det, og når man havde vænnet sig til det, så var det pludselig normalt, siger Christian.
Det kan godt være en stor omvæltning at starte på en skole i en anden by, og nogle elever kan godt få en smule hjemve, men Christian oplevede, at der ikke var tid til det, fordi han havde så meget at se til og en masse nye venner.
- Jeg var meget spændt på at starte, og det var da lidt skræmmende, men jeg glædede mig. Jeg har ikke haft hjemve, men det har hjulpet, at jeg har fået så mange venner heroppe, og så er det bare dem, man er sammen med. Du har fokus på skolen og fodbolden, så det tager alt opmærksomheden fra andre ting.
Et stærkt fællesskab på Campus
Det levede op til alle forventningerne at flytte til Grenaa, både sportsligt og i skolen, men også socialt, hvor Christian fra dag ét har mærket det gode fællesskab på Campus.
- Fra den første dag jeg mødte, føltes det som om, vi havde snakket sammen i lang tid. Vi snakkede meget let sammen, og vi var allerede ude og spille fodbold den første dag. Nu er vi jo inde på hinandens værelser og laver alt sammen, siger Christian.
Det stærke sociale fællesskab er ikke kun nyttigt på fodboldbanen, for der er jo også en uddannelse, som skal passes, og her er de gode til at hjælpe hinanden, og give plads til, at man kan få lavet sine lektier.
- Man kan spørge om hjælp til skolearbejdet fra nogle af de ældre elever heroppe, så hjælper de gerne. Det er nemt at lukke døren, hvis man lige vil have noget ro til at lave sine lektier, så forstår de det og går ind til sig selv, siger Christian Jensen, som fremhæver kammeratskabet, som noget af det bedste ved bo på Campus Djursland.
- Du får nogle gode kammerater heroppe, og nogle er helt sikkert venner for livet. Det synes jeg er fedt!