Ny elevforening stiftet på Kalø Økologisk Landbrugsskole
Til Faglig Dag var der stiftende generalforsamling for Kalø Økologisk Landbrugsskoles Elevforening. Der var alt fra helt nye grundforløbselever til nogen, som har været elever 20 og 30 år tilbage på henholdsvis Den Økologiske Landbrugsskole i Store Vildmose og Kalø Landboskole, der fusionerede for 20 år siden.
Foreningens formål er at styrke fællesskabet mellem Kaløs elever på tværs af skoleforløb og efter endt skoletid, samt at styrke Kalø Økologisk Landbrugsskoles aktiviteter. Dette skal blandt andet ske gennem en årlig sommerfest for alle nuværende og tidligere elever. Her vil der være særligt fokus på jubilarer, som fx afsluttede for 5 eller 10 år siden. Derudover vil der blive sendt nyhedsbreve ud, og der vil være generalforsamlinger til den årlige Faglig Dag på skolen.
Der blev valgt en bestyrelse bestående af både nuværende og tidligere elever, heriblandt både danske og udenlandske repræsentanter. Bestyrelsen består af en formand, en næstformand, to skolerepræsentanter og to suppleanter. Herudover er der valgt en revisor uden for bestyrelsen.
Alle nuværende og tidligere elever fra Kalø Økologisk Landbrugsskole eller dens forgængere er velkomne i foreningen. Hvis du er interesseret i at blive medlem, så skriv en mail til formand Markus Schaumburg-Müller på masc@videndjurs.dk