Vejen ind i gastronomiens verden
Matti Hvilsted drømmer om at blive kok og have sin egen restaurant, og på VID Erhvervsuddannelser er han ved at dygtiggøre sig, så han en dag kan søge ind på kokkeskolen.
Hos VID Erhvervsuddannelser på Århusvej er man sjældent i tvivl, når der er elever i køkkenet. Her bliver der undervist i kokkekunstens vidunderlige verden, hvor smagsoplevelsen er i højsædet, og duftene spreder sig ofte langt ned ad gangen. Matti går på grundforløb 1 på fagretningen Gastronomi med hue, det vil sige, at han ved siden af undervisningen i køkkenet, har fagene engelsk, dansk og samfundsfag.
Dagens opgave er at bage et ciabattabrød på surdej og dokumentere forløbet som en madblogger. Matti er ved at finde ingredienser og redskaber og går frem og tilbage mellem sin køkkenstation og depotet. Her er alt, hvad et madglad hjerte begærer, og der er gode rammer for at slå sig løs. For nu skal han dog holde sig til opskriften.
- Jeg har set mange YouTube-videoer om surdej, men jeg vidste ikke at det er SÅ nemt, siger han. Det er to slags mel og vand, så er det dét.
Laver mad fordi det er sjovt
Fra han var lille, har Matti været glad for at lave mad. Som barn hjalp han til fra sin skammel for at nå køkkenbordet, og siden dengang er interessen vokset og vokset.
- Noget af det første jeg lærte, og som jeg tit laver, er en champignonsovs. Det elsker jeg at lave, og det passer perfekt med nogle kartofler og et stykke kød. Når jeg er hjemme ved min far, laver jeg ret meget mad, og han har også indrømmet, at jeg er bedre til det end ham, siger Matti med et smil.
I lang tid ville han gerne være mekaniker, men under en brobygning i 8. klasse blev han overbevist om, at det var i gastronomien, at han skulle slå sine folder. Han synes, det er sjovt, hvis der er lidt konkurrence i madlavningen, men egentlig bunder hans interesse bare i en kærlighed til mad.
- Jeg kan godt lide at lave mad, så hvorfor ikke få en uddannelse indenfor det, siger Matti, og fortsætter:
- Det er sjovt at skabe noget, der smager godt, og jeg kan godt lide at smage nye ting. Jeg har aldrig været kræsen heller, og det er få ting jeg ikke kan lide.
Videnskaben bag smagene
Ved siden af de ting han lærer i køkkenet, har Matti EUX-fag, og blandingen passer ham fint, for det betyder, at han stadig har masser af tid til at fokusere på maden. Når han har kokketøjet på, handler det om teknik, køkkenhygiejne, smagssammensætninger, og lige nu har eleverne meget om neurogastronomi, der handler om, hvordan man laver en madoplevelse, der rammer sanserne og stimulerer hjernen.
Han drømmer om engang at have sin egen lille restaurant et hyggeligt sted i udlandet, men før drømmene kan udleves venter der ham en uddannelse. Når Matti er færdig på grundforløb 2 på Viden Djurs, skal han tage hovedforløbet og færdiguddanne på en anden skole i landet, hvor han kommer i lære, og for alvor prøver kræfter med erhvervet. Efter en samtale med en studievejleder tænker han, at det skal være i Silkeborg, og overvejer også den i Aalborg, både pga. niveauet, men også fordi han kan bo på skolen, når han ikke bliver oplært.
- Det er da lidt nervepirrende, men man skal bare springe ud i det, så skal det nok gå, siger Matti.