Ny uddannelse på Viden Djurs: Animationstekniker bygger videre på stærke traditioner
Viden Djurs kan nu byde velkommen til animationstekniker, en ny og unik erhvervsuddannelse inden for 3D, animation og digital visualisering. Viden Djurs er den eneste skole i Danmark, som udbyder uddannelsen til animationstekniker, og du kan allerede starte hos os til januar 2027!
Uddannelsen animationstekniker er en videreudvikling af den tidligere Digital Media-uddannelse og samler de kompetencer og fagområder, som gennem årene har gjort uddannelsen til et attraktivt valg for kreative unge med interesse for digitale medier og visuel storytelling. Uddannelsens faglige indhold bygger blandt andet på animation, 3D-modellering, visualisering, motion graphics og visuel kommunikation.
Mere fokus og en tydeligere faglig retning
Hvor Digital Media rummede to forskellige faglige retninger, samler animationsteknikeruddannelsen fagligheden omkring ét speciale med animation som det tydelige omdrejningspunkt. Uddannelsen er blevet opdateret, så eleverne får en klarere progression fra grundforløbet til hovedforløbet og arbejder mere målrettet med animation gennem hele uddannelsen.
Samtidig favner uddannelsen fortsat bredt med blandt andet 3D-modellering, visualisering, motion graphics, VFX, rendering og realtime-teknologier. Det giver eleverne en stærk faglig kerne, men også kompetencer, der kan bruges til at skabe visuelle løsninger til eksempelvis spil, film, reklamer, produktvisualisering og digital formidling.
Gennem valgfag kan eleverne desuden fordybe sig i områder som motion capture, 2D-animation, scripting, kreativ brug af AI og 3D-print.
Farvel til 3D College, men ikke til fællesskabet
Samtidig med lanceringen af animationstekniker udfases navnet 3D College. For mange tidligere og nuværende elever har 3D College dog været meget mere end et navn. Det har været et kreativt miljø, hvor unge med fælles interesser har udviklet deres faglighed, fundet venner og skabt projekter sammen.
Den kultur og det fællesskab lever videre på animationstekniker. Eleverne vil fortsat have mulighed for at bo på campus og blive en del af et stærkt studiemiljø med fokus på kreativitet, teknologi og samarbejde. Fællesskabet omkring 3D vil fortsat være en vigtig del af hverdagen på Viden Djurs.
Klar til fremtidens kreative brancher
Animationstekniker er skabt til en branche i konstant udvikling, hvor virksomheder efterspørger medarbejdere med både kreative og tekniske kompetencer. På uddannelsen lærer eleverne at omsætte idéer til visuelle produkter og fortællinger ved hjælp af professionelle værktøjer og arbejdsmetoder, som bruges i blandt andet animations-, visualiserings-, reklame- og mediebranchen.
Selvom historien om Digital Media og 3D College er slut, er fundamentet det samme. Animationstekniker bygger videre på de mange års erfaring, det stærke faglige miljø og den passion for 3D og animation, som har kendetegnet uddannelsen på Viden Djurs.
For kommende elever betyder det, at de fortsat kan blive en del af et unikt miljø, hvor kreativitet, teknologi og fællesskab går hånd i hånd.
