"Virkelig svært at forklare de andre, hvad vi har været igennem"
Seks elever fra 8. klasse på hhv. Rønde Privatskole, Gjerrild Bønnerup Friskole og Rosmus Skole har i forbindelse med brobygningsforløb på EUD/EUX-Business på Viden Djurs, under temaet ”Start af egen virksomhed”, formået at indsamle hele 4180,- på kun tre dage. Pengene doneres til Røde Kors-indsamling til fordel for krigens ofre i Ukraine.
Indsamlingen fandt sted midt i marts, men eleverne Maya Bay, Malene Steenberg, Selma Viuff, Karla Kirk og Rasmus Hansen på 14 år overbragte fredag i uge 16 beløbet til uddannelsesleder på EUD/EUX-Business, Mikkel Gottlieb Bennetzen, der havde svært ved at skjule sin begejstring over, hvor godt de seks brobyggere havde gjort det: ”Det er helt enestående, hvad I har formået at gøre på så kort tid. Jeg er sikker på, at I med jeres gåpåmod når alt det, I gerne vil”.
Også eleverne selv havde svært ved at sætte ord på, hvad de havde nået på så kort tid: ”Det var virkelig svært at forklare de andre, hvad vi har være igennem. Fra vi fik idéen, gik det virkelig stærkt og fra de første forsigtige og lidt nervøse forsøg på at skaffe sponsorer, til vi havde opbygget et system, der hjalp os på vej, fik vi indsamlet mange produkter fra lokale virksomheder i Grenaa”. Brobyggernes mål var at omsætte for 1500 kroner og give beløbet ubeskåret til ofrene for krigen i Ukraine.
Erhvervsskolelærer Carsten Bruun er underviser på brobygningsforløbet og husker tilbage: Jeg besøgte Havnebageren sammen med drengene, og fører lidt ordet. Efter besøget skal vi til at sætte os ind i bilen og og så siger en af dem, ”Carsten skal vi ikke også prøve hos Shell? Hvis du tager bilen, så går vi derover og prøver selv”. Efter at have ventet i laaang tid i bilen, kommer drengene tilbage med 12 poser slik á 20 kroner. Svært at beskrive, hvor glade og stolte de var, husker han.
Det normale brobygningskoncept for 8. klasserne på EUD/EUX Business er på sidste dagen i 12 pausen at lave og sælge popcorn. Fredag blev den mobile salgsbod i stedet flyttet ned til Kvickly i Grenaa, hvor holdet havde fået lov til at stå ved indgangen i to timer og salget gik over al forventning. ”Det var en vild fredag og vi løb alle sammen rundt for at nå det hele”, fortæller eleverne og smiler ved tanken om alt det, de sammen har været igennem.
De fortæller videre hvordan oplevelsen har givet dem et helt specielt bånd. ”Det har været nervepirrende, at skulle overskride grænser, men vi har haft det vildt fedt som gruppe og Carsten har været helt fantastisk at have som lærer”.
Sponsorer:
Kvickly, Matas, Shell, Havnebageren, Blomsterkurven, Frisør Gro, Salon Nastasja og fotograf Jane Bay / Carletti.